torsdag den 31. juli 2008

Håndfarvet garn


Da jeg besøgte Marianne Svit købte jeg dette håndfarvede turkisgrønne uldgarn, som har et flot farvespil. Egentlig var det meningen, at jeg ville strikke en trøje til Oskar eller Villads af det, men da jeg lavede en strikkeprøve, synes jeg det var noget rigtig "kradsuld", som ikke egnede sig til børnetrøjer. I stedet bliver det til et tykt vintersjal i mønstret Kiri, men jeg kan ikke holde ud at strikke på det ret længe ad gangen. Det er virkelig hårdt at strikke med og hænderne bliver helt grønne :-) Det er selvfølgelig overskudsfarve. Måske skulle jeg have vasket det, før jeg begyndte at strikke. Har ingen erfaring med håndfarvet garn. Håber i hvert fald, at det bliver blødere efter vask.

Lilla trøje i dobbelt perlestrik


Det var ikke meget strikkeri det blev til i ferien. Jeg lå jo det meste af tiden og plaskede rundt ude i vandet. Når vi kørte bil fik jeg dog strikket lidt, så Nannas trøje er blevet færdig.
Den er strikket i Debbie Bliss Pure Cotton på pinde nr. 5 og der gik knap 250 gr til den. Den er strikket efter en opskrift i Lene Holm Samsøes bog "Kæk og klassisk børnestrik".

onsdag den 30. juli 2008

Ferie i Drøsselbjerg


Geografi er åbenbart ikke min helt stærke side. Jeg har ikke været på ferie i Karrebæksminde - men i Drøsselbjerg :-)
Der er ret øde dér på Vestsjælland, og ikke så meget at foretage sig andet end lige netop det vejret indbød til :
Hængekøjeafslapning - havbade, en kølig drink i hånden og sand mellem tæerne. Skønt!


onsdag den 23. juli 2008

Ferie - ferie - ferie


Den næste ugestid befinder jeg mig i dette sommerhus, som ligger ved Karrebæksminde, og så står den på strand og sol hele ugen, for ifølge vejrudsigten bliver det simpelthen fantastisk sommervejr.
Vi tager afsted i morgen, så nu vil jeg gå ind og pakke bøger og strikketøj.
Vi ses:-)

February Baby Sweater


Lyngfarvet babytrøje str. 1 år. Et bestillingsarbejde til en lille pige
Strikket i Debbie Bliss Baby Cashmerino på pind nr. 4.
Der gik nøjagtig 3 nøgler - 150 gram til den.
Det var en fornøjelse at strikke den - garnet er blødt og lækkert at strikke med og de nye KnitPicks er ganske enkelt fantastiske.

Faslodex

En ny læge skulle give mig min sædvanlige indsprøjtning i går. Min egen har ferie.
"Hvad er det egentlig for en indsprøjtning, jeg skal give dig?" spurgte hun.
"Det er østrogenhæmmende medicin i stedet for piller, som jeg får så mange bivirkninger af."
"Nu kommer stikket. Gør det ondt?"
"Naaa..."
Gør det ikke ondt?"
"Hmmm...."
"Jeg ved det gør ondt. Nålen er jo tykkere end normalt, og det er væsken også, så det tager lang tid at sprøjte ind." siger hun og vrikker nålen lidt frem og tilbage.
Gu...fanden gør det ondt!
Men de andre, der giver mig den indsprøjtning taler om mad, Italien, Toscana eller fortæller sågar en vits imens.
Det kaldes psykologi!

tirsdag den 22. juli 2008

Nu også med KnitPicks


Da jeg var inde i Butik Fandango i går for at finde knapper, havde Sys Fredens netop fået KnitPicks ind ad døren. Hun sælger delene enkeltvis, så man kan få lige nøjagtig de wirer og pindestr. man har brug for, så jeg slog selvfølgelig til med det samme :-)
Hjemme igen kunne jeg næsten ikke vente med at afprøve pindene, og jeg må sige, at de er skønne at strikke med. Jeg fatter ikke, at jeg har kunnet undvære dem. De er så lette og behagelige. Maskerne glider nemt og fremfor alt er de spidse.
På pindene er et bestillingsarbejde - en February Baby Sweater i str. 1 år strikket i lyngfarvet Baby Cashmerino fra Debbie Bliss - et lækkert garn til børn.

Grøn trøje m. lyserøde hjerteknapper


Jeg fandt nogle lyserøde hjerteknapper som passer fortrinligt til den grønne trøje.
Den er strikket i Big Easy helårsbomuld på pind nr. 5. Der gik lige knap 200 gram til trøjen, der er en str. ca 1 år.

lørdag den 19. juli 2008

Lækkerier


Posten havde disse to bøger med til mig i dag.
En meget overfladisk gennembladning viser, at der er masser af spændende projekter at kaste sig over. Skønt at man har ferie :-)

A damned good cup of coffe - and hot!


Samtidig med et glædeligt gensyn med to af mine yndlingsserier - X-files og ikke mindst Twin peaks - blev der strikket søde små babyfutter. Og der bliver jo hele tiden født børn, så de skal nok finde anvendelse:-)

fredag den 18. juli 2008

Se her piger !


Jeg har lige fundet Jareds helt fantastiske strikkeblog "Brooklyntweed". I kan se den i min liste over blogs jeg følger med i. Ikke nok med at han er en mand, der strikker. Han strikker rigtig,rigtig meget. Han er suverænt dygtig og laver de flotteste ting. Derudover designer han også strik. Det er ham, der har lavet mandesweateren Cobblestone, der er set strikket på flere blogs.
Han har også lavet opskriften til disse nuttede babysko. Opskriften er gratis, så den blev straks printet ud og afprøvet. De er lynhurtigt strikket, og der går kun ganske lidt garn til, så man kan få brugt nogle af sine rester.

Endelig...

Endelig ferie ! De næste 14 dage skal jeg bare ikke lave andet end det jeg har lyst til. Det regner her i Århus, men det kan ikke slå skår i glæden.
Jeg nåede lige at få denne bog med hjem til ferien, så om ikke andet, kan jeg drømme om alle disse smukke sjaler - og måske starte på et enkelt :-)

onsdag den 16. juli 2008

Barnetrøje i dobbelt perlestrik


Samtidig med garnet til Nannas trøje, købte jeg noget helårsbomuld på tilbud i en skøn lysegrøn farve. Desværre var der ikke nok garn til en trøje til Nanna, men jeg lavede en lille trøje i str. 2 år i dobbelt perlestrik, for at prøve mønstret af. Den har v-udskæring i stedet for krave, og så har jeg forsøgt mig med at hækle en picotkant. Faktisk mangler den kun knapper, men jeg kan ikke finde ud af, hvilke knapper, der passer til den. Måske andre kan hjælpe med et forslag. Skal jeg købe grønne eller lyserøde eller...???

Nyt strikketøj


Desværre kan man ikke både strikke og læse - jeg kan i hvert fald ikke :-) Så det bliver ikke til så meget med strikningen, men alligevel lidt.
Mit barnebarn Nanna fylder 5 år i august, og så skal hun da have en ny trøje.
Jeg er ved at strikke en cardigan fra Lene Holm Samsøes bog "Kæk og klassisk børnestrik. Det er en lidt kedelig model at strikke, men for dem,der ikke kender garnet - Debbie Bliss Pure Cotton: Det er så lækkert at strikke med!

1222


Jeg er for længst blevet færdig med Elsebeth Egholms krimi, og den var slet ikke så tosset. Den handlede om et yderst aktuelt emne - nemlig organdonation.
Umiddelbart efter startede jeg på Anne Holts nyeste, og den er da bare spændende.
Det ender såmænd med, at jeg får læst hele bogstakken inden ferien :-)
Jeg plejer nu også at holde mig til krimier på engelsk i min ferie. Både for at øve sproget, men også for at få dem til at vare lidt længere, da jeg læser meget hurtigt :-) Jeg plejer at læse den nyeste endnu ikke-oversatte Elizabeth George i min ferie, så mon ikke jeg bliver nødt til at købe den:-)

mandag den 14. juli 2008

Liv og legeme


Jeg er ved at samle bøger sammen til min ferie, der starter på fredag. I går kom jeg til at starte på Elsebeth Egholms femte og sidste nye femikrimi med journalisten Dicte Svendsen som hovedperson, og så fik jeg ikke lavet meget andet end at læse. Det er måske ikke stor litteratur, men det er en veldrejet og underholdende krimi, og så elsker jeg simpelthen at serien foregår i Århus, som jeg kender ligeså godt som min egen bukselomme :-) Èn af de højreekstremistiske AGF-fans, som er under mistanke, bor f.eks i Jægergårdsgade. Og Dicte selv spiser og drikker ofte på én af cafeerne nede ved Åen. Jeg er ikke helt færdig med bogen endnu, men gad vide om ikke morderen er.....

lørdag den 12. juli 2008

Kiri



Tænk for blot et par måneder siden, havde jeg aldrig prøvet at strikke et sjal, og nu er mit 4. sjal færdigt.
Det hedder Kiri og opskriften er fundet på Nettet. Det er ikke et Evelyn A. Clark sjal, men inspireret af hendes stil.
Det er strikket i mintfarvet Alpaca Silk fra Hjertegarn på pind 3 1/2, og det er et dejligt garn at strikke med.
Der gik knap 3 nøgler garn til det, og det vejer 128 gram.
Efter vask er det blevet et fnuglet og lækkert blødt sjal.
Mønstret er nemt og sjalet kan bestemt tåle at blive gentaget, måske med lidt tykkere garn og pinde. Jeg er vild med at strikke sjaler,men kan selvfølgelig ikke bruge så mange selv, så nogle af dem bliver til fødselsdagsgaver/julegaver.

En aften i byen

Der er i øjeblikket jazzfestival i Århus.
Normalt er jeg slet,slet ikke til jazz, men en gang imellem lader jeg mig lokke med til et jazzarrangement, fordi jeg har bekendte, der kan li`jazz.
Derfor var jeg i går aftes på Cafè Smagløs sammen med Michael, hans bror og svigerinde, hvor vi først indtog en kæmpe Smagløs-menu, og derefter lyttede til en koncert med Between The Lines. Det er et ungt, up-coming orkester, der leverer egne numre med smittende energi og stor spilleglæde, og jeg må indrømme, at foden helt af sig selv vippede i takt til musikken. Til gengæld har jeg fået jazz nok for det næste lange stykke tid :-)

Between The Lines spiller eget materiale. Stilen er fusionsjazz med den gode melodi i centrum. Fra stille ballader til uptempo-numre, men alt sammen leveret med masser af god stemming og energi. Blandt inspirationskilderne er The Brecker Brothers, Mike Stern, David Sanborn, Michael Brecker, Dave Weckl, Pat Metheny, Dennis Chambers og the REAL Kenny G. Between The Lines udgav i 2007 debut-cd’en “Out Of Nowhere".

torsdag den 10. juli 2008

Sensommer-Italien


Fuldstændig tilfældigt som det næsten altid er:-) opdagede jeg, at Ryanair har billige billetter indtil midnat i dag. Så vi bestilte fluks billetter til uge 38, så vi slipper for at køre. Og så håber vi på at kunne leje huset her i Popetto, hvor vi også boede sidste år i september. Der er bare så dejligt, med udsigt over hele Aulla-dalen og alligevel fuldstændig ugenert!!! Allerede nu begynder det at krible i maven på mig for at komme tilbage til mit elskede Italien. Jeg vil jo helst derned mindst to gange om året - og nu ser det ud til at lykkes igen!

onsdag den 9. juli 2008

Sommersjov



Jeg deltager i denne lille leg, som jeg meldte mig til hos Mandagspigen Anne.

Derfor har jeg også forpligtet mig til at sende den videre til tre andre.

Har du lyst til at være med ?

Er du blandt de første tre, som skriver i kommentarfeltet og bringer legen videre på din egen blog - så lover jeg at:

1. Sende 3 hemmelige gaver på vandring til dig og de andre to. Det kan være i morgen eller i næste uge, bare inden der er gået 365 dage. Måske er det hjemmelavet, måske ikke - hvem ved:-)

2. Til gengæld forpligter du dig til at gøre det samme - sende tre nye gaver på vandring, og give det samme løfte på din blog:-)

Jeg håber du har lyst til at være med!

tirsdag den 8. juli 2008

Garn fra Svit


Marianne Svit var så venlig at tilbyde at låne mig Marianne Isagers bog "Japan", og det var sørme en rigtig god undskyldning for at køre ud til hende og ved samme lejlighed se på lidt garn :-)
Det er 16 år siden jeg selv har kørt bil på Djursland. Og hvordan kan det så være? Jo - min yngste søn var dengang 2 år og havde været på sommerlejr med børnehaven ved Bønnerup Strand. Eftersom han var så lille, og det var første gang han var på sommerlejr, skulle han hentes midt i ugen. Jeg fandt nogenlunde let Bønnerup Strand og en møgbeskidt og træt unge, der sov så snart jeg startede bilen igen, men så var mit held også opbrugt. I noget der føltes som timer flakkede jeg om på små, smalle og øde veje. Ingen skilte og ingen mennesker at spørge om vej. Med andre ord - min stedsans er ikke specielt god.
Nu om dage er der gode hjælpemidler for sådan nogen som mig, så jeg startede fortrøstningsfuld mod Marianne.
Manden havde taget GPS-en,men så er der jo Krak at klamre sig til. Alligevel befandt jeg mig 20 min efter i Hinnerup.Hmmm....En masse vejarbejde ved Århus Nord. Nå, jeg kom da langt om længe ud til Marianne.
Og det var bestemt turen værd. Sikke en masse lækkert garn. Skønne farver,så det var svært at vælge. Jeg kom hjem med 400 gram håndfarvet merinould, der måske skal strikkes til Isagers "Karpen" ,300 gram turkisgrøn Tweedy håndfarvet uld til en Marius hættetrøje til én af tvillingerne og 400 gram flot koksgrå Supersoft til en cardigan til mig selv. Og læg så lige mærke til de søde banderoler, der er på Mariannes garn.
Jeg kørte hjem under et veritabelt skybrud, men jeg kørte ikke forkert én eneste gang!

mandag den 7. juli 2008

Nyt fra strikkefronten



Efter FLS-trøjen ville jeg egentlig gerne strikke én af de nye modeller fra Isagers "Japan", men bogen er ikke sådan lige at få fat på. Der er 40 reserveringer før det bliver min tur. Så i mangel af bedre startede jeg endnu en FLS-trøje op. Jeg tænkte, at den kunne blive lækker i chokoladebrun til solbrændte arme :-)Jeg strikker i en tråd Lucca Fino og en tråd Duo silke/merino, og det giver en meget blød og lækker strik. I går slap Duo`en så op, og Rejseholdet og Beck går altså ikke uden strikketøj...
Jeg har længe gerne villet prøve noget Alpaca Silk fra Hjertegarn, jeg har liggende på lageret, så det bliver til et Kiri-sjal. Så tror jeg altså også efterhånden jeg er ved at være træt af hulmønstre - for et stykke tid i hvert fald. Hulmønster giver bare sådan et smukt resultat efter min mening:-)

søndag den 6. juli 2008

Loppemarked på Ingerslev Boulevard


Efter at have ryddet det sidste op efter festen i går, synes jeg, at jeg trængte gevaldigt til at komme lidt ud af huset. Heldigvis er det loppemarkedssøndag i dag, så jeg kørte ind og daskede lidt rundt på torvet i håb om at gøre et godt fund :-)
Jeg fandt disse to fine, nostalgiske og tuttenuttede 50er-agtige dåser, som jeg nok skal finde anvendelse for et eller andet sted i huset. Den med pigen og bamsen er flad - det er lidt svært at fotografere - den ku`godt bruges til knapper. Den røde kan der være 100 gram the i eller en pakke vatpinde eller måske noget helt tredje :-)

Fødselsdagsmiddag



Der har været stille på bloggen her et par dage, men jeg har sandelig haft nok at se til :-)
Min mands 50 års fødselsdag skulle fejres med en middag i går, så jeg havde fri fredag, hvor jeg tilberedte al den mad, der kunne tilberedes i forvejen. Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke orkede at lave mad til 18 mennesker, men da jeg ringede rundt for at bestille mad, var der sørme ingen, der kunne levere. De havde alt for travlt. Så der var intet andet at gøre end at klø på - og egentlig kan jeg jo også godt li`at lave mad, men i dag er jeg bare træt,træt,træt...
Menuen lød på:
Laksepatè med rejer
Helstegt laks
Vitello Tonnato
Flutes til
----------
Svinekam stegt på italiensk vis
Grillet kalvemørbrad
Kartoffelsalat med urter
Broccoli/mangosalat m. valnødder
Tomatsalat
Rødbedesalat m. parmesanost
Avocadomousse
Tsatziki
----------
Melon
--------
Forskellige oste m.
hjemmesyltede valnødder
----------------
Lagkagebund med. mascarponecreme og frisk frugt:
jordbær,hindbær,blåbær,ferskner og kiwi

Jeg tror, Michael havde en dejlig dag og vejret holdt tørt næsten hele dagen. Faktisk var det indimellem svedende varmt. Vi spiste nemlig ude.

torsdag den 3. juli 2008

De nåede færgen...


Jeg har været rigtig tidligt oppe for at køre mine naboer til Hov, så de kunne nå færgen og komme til Tunø-festival. Deres bil gik i stykker i går aftes, og det er en mangeårig tradition, at de tager til Tunø-festival, og det ville have været frygtelig besværligt, hvis overhovedet muligt, at komme med bus til Hov. Det var da også en dejlig morgentur gennem et smukt solbeskinnet dansk sommerlandskab.