mandag den 30. juni 2008

Irenes February Lady Sweater



IRENES FEBRUARY LADY SWEATER

Opskriften er lavet så den passer mig, og jeg kan ikke lide for løse og store trøjer. Jeg vil tro, den svarer til en str. L.
Den er 55 cm lang og 52cm x 2 bred. Ærmet er 30 cm langt op til ærmegabet og 17 cm x 2 bredt. Jeg har ret korte arme, så dine ærmer skal højst sandsynligt være længere.
Jeg har brugt noget garn, hvor 18-20 masker i retstrik er 10 cm.
Mål èn af dine trøjer før du går i gang.
Hvis opskriften skal være større eller mindre skal det være et tal, der er deleligt med 7, da mønstret går over 7 masker.
Hvis du f.eks vil have ærmerne bredere, skal du slå 77, 84 eller 91 masker op. Skal de være smallere 63, 56 eller 49.
Du kan også vælge at strikke med tykkere garn og pinde, for at få trøjen større.
BULLEN:
Slå 223 masker op på pind nr. 3 ½ og strik 16 pinde ret frem og tilbage på rundpinden.
Strik 10 ret(kantmasker – strikkes ret hele vejen) og begynd derefter på mønsteret:
1.pind.
1 ret ,2 ret sammen, slå om, 1 ret, slå om, 2 drejet ret sammen,1 ret -
Gentag indtil de sidste 10 masker, der strikkes ret.
2.pind.
10 ret, vrang resten af pinden indtil de sidste 10 masker, der strikkes ret
3.pind.
2 ret sammen, slå om, 3 ret, slå om, 2 drejet ret sammen.
Gentag indtil de sidste 10 masker, der strikkes ret.
4.pind
Ligesom 2. pind.
Disse 4 pinde danner mønsteret.
Nu fortsættes på denne måde indtil bullen har den længde op til ærmegabet du ønsker.(38 cm). Slut med en vrangpind. Næste pind strikkes ret hele vejen. Næste pind: 10 ret,35 vrang, luk 14 masker af, 105 vrang, luk 14 masker af,35 vrang, 10 ret. Lad arbejdet hvile.
ÆRMER :
Slå 70 masker op. Strik 12 pinde ret.
Strik mønster men uden kantmaskerne indtil ærmet har den længde du ønsker(30 cm). Sørg for at slutte mønsteret ligesom på bullen.
Luk 7 masker af i ret og strik ret pinden ud. Luk 7 masker af i vrang og strik vrang pinden ud.
Lad arbejdet hvile og strik et ærme magen til.
Nu skal delene samles.
Strik 10 kantmasker ret, 32 ret, 2 drejet ret sammen,sæt en tråd eller en maskemarkør, 1 ret, strik dernæst et ærme på, 1 ret, sæt en maskemarkør eller tråd, 2 ret sammen. Strik til der mangler 3 masker på ærmet, 2 drejet ret, 1 ret.Fortsæt med rygmaskerne.Sæt det andet ærme på på samme måde.Sæt tråd eller maskemarkører,så du altid tager ind på begge sider af de to masker. Strik ret tilbage.
Tag nu 8 masker ind på hver anden pind på denne måde, indtil bærestykket er så langt, som du vil have det.
Lav samtidig knaphuller i højre side med passende mellemrum.
Når bærestykket har den ønskede længde strikkes 6 pinde ret uden indtagninger. Luk ikke for stramt af.
Sy ærmerne sammen og sy under ærmegabet.
Hæft alle ender.
Find nogle flotte knapper.
Vask den.
Nu er din FLS klar til brug :-)

February Lady Sweater


Smaddernem at strikke.
Passer perfekt som jeg vil have den.
Jeg har sat ovale perlemorsknapper i.
Bådformet halsudskæring, da jeg ikke kan have strik helt op under hagen.
Bestemt værd at strikke igen, men ikke lige nu. Man kan - som Svit skriver - blive en anelse træt af mønstret.
Strikket i Kauni 8/2 på pind nr. 3 1/2. Der gik godt 300gr til. Den vejer 269 gram. Dét dér med hvad den vejer og hvad man har brugt - er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det aldrig stemmer overens ?

lørdag den 28. juni 2008

3 års fødselsdag

Hvad mon der er i pakken?
Oskar er dybt koncentreret...

En fiskestang...

Åh - hvor er det spændende....

Villads.

Uhmm....chokoladesmåkager.

Storesøster Nanna.

Lørdag morgen


Morgenmad på terrassen med nybagte rundstykker.

Da alt var klar, kaldte jeg på ham her.

fredag den 27. juni 2008

Weekendstart


Mørke skyer truer udenfor, men det kan nu ikke ødelægge, at forude venter en dejlig weekend, der bl.a byder på fødselsdag for tvillingerne, som bliver 3 år. Men det er først i morgen. I aften skal Michael og jeg have en dejlig middag, som optakt til weekenden. Jeg har været i Bazar Vest og købt kalvemørbrad, der skal have selskab af små nye kartofler vendt i en god dressing med krydderurter, en grøn salat samt små letkogte nye rødbeder i tern vendt i balsamicoeddike og akaciehonning og drysset med hakkede mandler. Jordbær til dessert :-)

torsdag den 26. juni 2008

Nyt strikketøj - FLS eller Zimmermann-trøjen


Så er jeg også i gang med et nyt strikketøj.
Falkenbergs Plissè-trøje så meget underlig ud, da den kom af pindene og blev syet sammen, så medmindre den retter sig i vask - er det desværre en ommer :-(
Til gengæld er jeg så begyndt på Zimmermann-trøjen. Det ved man da hvad er :-) Det går bare strygende.
Meeen... vil den opmærksomme læser indvende. Der er da ikke hulmønster på bærestykket. Nej, men jeg strikker den heller ikke oppefra og ned. Jeg strikker den nedefra og op - ligesom jeg strikker babytrøjen. Jeg har nemlig bemærket på alle de blogs,hvor den er i gang med at blive strikket, at den ser ualmindelig bredskuldret ud, og det vil jeg gerne rette op på, så jeg ændrer lidt i opskriften.
Den bliver (selvfølgelig!!!) turkis, så den passer til sjalet,tasken,støvlerne og alt det andet jeg har i den farve:-) Og så strikker jeg på pinde 3 1/2 - jeg har det ikke så godt med at strikke med tykkere pinde:-)

onsdag den 25. juni 2008

Ro på


Så er jeg klar til at efterfølge lægens ordre:-)
Da jeg i går var til læge for at få min indsprøjtning med Faslodex(antiøstrogen),som jeg får hver 4. uge, greb jeg chancen til lige at forhøre mig om et par andre skavanker, som irriterer mig :-) Jeg har i et par uger haft rigtig ondt i den ene fod. Den er hævet og væskefyldt, forestillede jeg mig. Men det viser sig, at det er en kraftig forstuvning, så jeg skal gå med sådan et grimt og lidet flatterende elastikbind og iøvrigt holde den lidt i ro.
På arbejde i mandags, da jeg rejste mig for at følge en låner ned ad trappen efter en bog, fik jeg simpelthen en skærende smerte oppe ved lysken,så tårerne stod mig i øjnene. Det fik jeg også lige lægen til at kigge på, og det viser sig så at være en fibersprængning. Hvordan jeg så har båret mig ad med at få det, er mig en gåde.
Men min læge fortalte, at det er dèt fodboldspillere ofte får, og som får dem til rulle rundt og vride sig i smerte på grønsværen. Når granvoksne mænd piver over det, synes jeg også godt, at jeg må synes,det gør lidt ondt :-)
Derfor er der dømt total afslapning på terrassen. Heldigvis blæser det ikke så meget mere, og solen er også fremme af og til. Jeg mangler bare én til at servere eftermiddagsthe, Et ceteras lækre valnøddemuffins, jordbær, iskold hyldeblomstdrik eller hvad jeg nu får lyst til :-)

mandag den 23. juni 2008

Shetland Triangle 2


Mit andet Shetland Triangle er strikket i gråt lidt meleret Drops Angora/tweed fra Garnstudio på pind nr. 4 1/2.
Der gik knap 5 nøgler til og det vejer 184 gram.
Det er med vilje strikket lidt større end det turkise. Et dejligt varmt og blødt vintersjal.
Næste sjal skal være et nyt mønster - men gerne et Evelyn A. Clark. Der er flere af hendes sjaler, jeg godt kunne tænke mig at prøve.

Alexander-rosen


Så sprang den sidste af mine roser ud.
Den er orange, og den farve hører egentlig ikke hjemme i min have, men i selskab med blå lavendler er den meget fin. Jeg måtte bare eje den, fordi den er opkaldt efter min yngste søn :-)
Det er en Alexander-rose.

De første jordbær fra haven


I dag kunne jeg plukke en lille skål jordbær fra haven. Det er en gammeldags sort, som hedder Zephyr. Desværre kan man ikke købe dem mere, så vi hæger om de planter vi har. De er nemlig syrlige og faste med en lang eftersmag. Ikke søde, bløde og vandede som de fleste af de jordbær, man kan købe.

søndag den 22. juni 2008

Så sprang de ud.....


....mine store lyslilla valmuer. Det er nogle frø, jeg i sin tid fik af min mor. Jeg er selv meget omhyggelig med at samle frø fra dem hvert eneste år. Alligevel kommer de stort set aldrig lige der, hvor jeg havde tænkt de skulle stå:-) Det gør ingenting. De må gerne sprede sig overalt i haven.
Det er bygevejr her i Århus i dag, så jeg har været flittig med strikketøjet. Mit Shetland Triangle nr. 2 er færdigt og skal bare vaskes og blokkes. Jeg kæmper en sej kamp med de sidste lange,lange pinde på Plissè-trøjen. Jeg mangler ca.8 cm på den, og så kan jeg gå i gang med February Lady Sweateren. Det glæder jeg mig til :-)

fredag den 20. juni 2008

Haven i juni 2

I går blev der på flere af de blogs, jeg følger med på, diskuteret klematis.
Denne her købte jeg for år tilbage som en lillebitte potteplante. Den blev plantet og ellers blev der ikke gjort noget væsen ud af den. De første år skete der ingenting. Den havde end ikke en blomst, men pludselig tog den fart, og nu er det en stor, flot plante, der hvert år får et væld af blomster og som blomstrer længe. Desværre kan jeg ikke huske, hvad den hedder. Måske kan andre hjælpe ?


Hver morgen skynder jeg mig ud i haven,for at se om kæmpevalmuerne er sprunget ud. Det er de ikke endnu - men det er tæt på!
Jeg synes det er imponerende,at et lille frø på størrelse med et birkesfrø i løbet af foråret kan blive til sådan en kæmpestor plante med et væld af blomster.


Så er den første squash plukkemoden:-) Den skal indgå i en ret til aften.

torsdag den 19. juni 2008

Restitutionsdag


I går var jeg med toget 5.32 fra Århus til København, fordi jeg skulle til et møde i Gentofte. Jeg var først hjemme igen omkring ved 20-tiden,så det var en meget lang og udmattende dag.
Heldigvis havde jeg så fri i dag, og det allerførste jeg gjorde i morges var at gå ud i haven og plukke denne skønne buket roser. Jeg har masser af lådden løvefod. Det er en staude jeg rigtig godt kan li`.Den fylder pænt i de fleste havebuketter,og den limegrønne farve er særdeles yndig sammen med roser. Ellers har jeg ikke lavet så meget i dag andet end at slappe af, strikke og se en film.
Rosen herunder er en Queen Elizabeth.

tirsdag den 17. juni 2008

Middag i godt selskab



Èn af mine naboer havde fået den glimrende idé, at vi skulle spise på Restaurant Constantia,der ligger 4-5km herfra med udsigt udover Brabrand-søen.
Så i aften var vi 15 naboer/genboer,som havde den hyggeligste aften. Vi fik de lækreste tapas,slap for madlavning og opvask og var alligevel hjemme i ordentlig tid. Det bliver ikke sidste gang, vi prøver det:-)

Haven i juni


Rosen hedder Santana og er en klatrerose. Det var svært at tage et ordentligt billede,fordi det blæser lidt. Men den er helt dybrød, og ser ud som om den er lavet af fløjl eller velour.

Det første vi høster i år er persille,radiser og så sølvbeder.
Sølvbeder er en utrolig dejlig og velsmagende grønsag. Når den er så frisk og ny som nu,skal den blot skylles og blancheres i en gryde eller på en pande i lidt smør. Den smager godt til alle stegeretter. Smagen minder både om spinat og lidt om grønne asparges,synes jeg.

lørdag den 14. juni 2008

World Wide Knit in Public Day 2

Indtryk fra dagen i Musikhuset.






World Wide Knit in Public Day


Håber at se rigtig mange af Jer i eftermiddag :-)
For mit vedkommende bliver det en yderst travl weekend. Udover strikketræffet i eftermiddag er jeg i aften inviteret til en kollegas 60 års fødselsdag. Vi bliver omkring fyrre kvinder i den bedste alder. Imens er manden til en 30 års drengefødselsdag, hvor der skal spises polske agurker og kyles vodka ned. I morgen fortsætter vi så begge to kl. 9.30 med brunch hos naboen i anledning af hans 65 års fødselsdag.
Det skal nok blive fornøjeligt:-)

torsdag den 12. juni 2008

Udfordringen fra Lis

Rosen er min nyeste klatrerose "Penny Lane". Den er først ganske svagt lyserød og bliver siden hvid.

Lis "Det gule hus"har givet mig en udfordring - 5 spørgsmål jeg skal prøve at svare på.
1. Hvad lavede du for 10 år siden?
For 10 år siden havde jeg fuld fart på. Vi var i færd med at renovere vores gamle hus - der stod nærmest kun 2 mure tilbage. Vi lavede selv en stor del af det indvendige arbejde, så jeg kan både lægge fliser og male og tapetsere.
Datteren på 22 var flyttet hjemmefra og drengene var henholdsvis 8 og 13 år.
Jeg var afdelingsleder på et mindre bibliotek, og også der var vi i gang med en større ombygning.
2. Hvilke 5 ting er på to-do-listen i dag?
Arbejde hjemmefra
Oprydning
Indkøb
Strøgtur efter ny kjole
Skrive mails til to veninder
3. Disse snacks kan jeg godt lide:
Jeg elsker sprøde, knasende ting, så det kan både være nødder,chips,gulerødder,agurker,blegselleri mm.
Af sødt elsker jeg chokolade og al slags frugt
4. Ting jeg gerne ville gøre, hvis jeg var milliardær:
Glæde min familie
Købe et hus i Toscana - bare et lille et :-)
Resten af pengene til velgørende formål såsom Kræftens Bekæmpelse og organisationer der hjælper udsatte børn både i Danmark og i udlandet
5. Steder jeg har boet:
Jeg er født på Møn og boede dér de første 18 år af mit liv.
Dernæst flyttede jeg til København for at læse, og her boede jeg i 4 år.
Efter eksamen fik jeg job i Århus og her har jeg boet siden.

Kat og mus



Katten havde fundet en lillebitte mus at lege med.
En ualmindelig dum mus efter min mening.
Den gemte sig godt nok i græsset, men ind imellem rejste den sig på bagbenene og pudsede sig.
Og i stedet for at løbe væk fra katten,løb den hen til hende og snusede til hende.
Den var heller ikke spor bange for mig.
Jeg kunne nærmest røre ved den.
Desværre nåede jeg ikke at få et billede af det - men morsomt så det ud :-)
Katten var nu heller ikke overvældende interesseret.
Enten har hun fået for mange mus,eller også har det været for lille en mundfuld :-)

Hjemmearbejde


Jeg arbejder hjemme hele dagen i dag. Jeg har fået indrettet mig en rigtig hyggelig arbejdsplads, og hold da op, hvor får jeg meget fra hånden :-)
Her i den del af Århus, hvor jeg bor, har det kun regnet i ganske ubetydelige mængder,så den står på vanding igen i aften. Når jeg lige skal strække benene og trække lidt frisk luft går jeg en tur ud i haven og kigger til alle roserne. Der kommer snart billeder :-)De er så flotte og fantastiske:-)

onsdag den 11. juni 2008

Plissè


Det strikketøj, der optager mig mest er Hanne Falkenbergs Plissè-trøje. Faktisk købte jeg strikkekittet - garn+opskrift for et år siden, da jeg var sygemeldt, men da kunne jeg slet ikke koncentrere mig om noget så kompliceret. Jeg forsøgte et par gange, men så blev det lagt væk. En anden grund til at jeg ikke kom i gang var, at jeg ikke brød mig synderligt om det tweedagtige uldgarn, man var nødt til at købe,for at få opskriften. Jeg synes ofte,at det er et problem,at man ikke bryder sig om det garn,som følger med opskriften. Derfor er det rigtig rart,at Marianne Svit sælger sine opskrifter uden garn. Har I derude kendskab til andre steder, der sælger opskrifter uden garn ? Jeg kender Etsy og flere andre engelske sider, men er der også flere danske?
Nu strikker jeg trøjen i Rowans 4 ply soft merinould,som jeg var så heldig at få 10 nøgler af på udsalg. Den gammelrosa farve klæder alt mit sorte tøj og mit grå hår :-) Indtil videre er den sjov at strikke. Jeg er endnu ikke blevet træt af mønstret,men man skal holde tungen lige i munden - jeg har måttet trævle op et par gange.

Shetland Triangle 2


Èn af fordelene ved at køre i tog er at man kan læse eller strikke undervejs. Jeg har faktisk gang i hele 3 strikkeprojekter lige for tiden.
Jeg købte "Kæk og klassisk børnestrik",fordi der er mange søde modeller i, som jeg kan bruge til børnebørnene. Jeg er i gang med en bluse til Nanna, men synes ærlig talt ikke den bliver så vellykket,så måske bliver den trævlet op igen- engang..Derudover er jeg i gang med Shetland Triangle 2, men den sidste uges tid, har det bare været alt for varmt til at strikke på sådan et uldent og stort projekt.

Spørg Olivia


Jeg har fået nye arbejdsområder. Jeg er blevet involveret i arbejdet bag spørgetjenesten "Spørg Olivia" for børn. Det betyder, at jeg i hvert fald i starten, skal til en del møder rundt omkring i landet,så derfor er jeg ikke på bloggen hver dag lige i øjeblikket,så mine indlæg vil nok komme lidt i "klumper". I går var jeg i Odense hele dagen, og var godt træt, da jeg nåede hjem ved 20.30-tiden,så jeg trænger til min fridag i dag :-)

fredag den 6. juni 2008

16 år


Sådan så vi ud for præcis 16 år siden.
Vejret var ganske ligesom i dag - varmt og solrigt.
Da jeg stod op i morges lå der det sødeste brev til mig nede i køkkenet.
Denne buket modtog jeg for et øjeblik siden.
Der er 16 langstilkede røde roser.
I aften klæder vi os fint på og går ud og spiser.
Der ligger en flaske boblevand på køl.
Kan det blive mere romantisk :-)

onsdag den 4. juni 2008

Onsdag


Man skal være hurtig,hvis man vil nyde nogle af de kortblomstrende stauder,når det er så varmt og tørt som lige nu. Bonderoserne er allerede ved at tabe blomsterne igen,og den store blå storkenæb,som forleden dag kun havde en enkelt blomst,er nu sprunget ud med et væld af blomster.
Onsdag er fridag, vaske-tøj-dag,torvedag og vandgymnastikdag. Jeg var tidligt oppe. Det er svært at sove længe, når det er lyst og dagen lokker med solskin og varme.
Første vask blev smidt i vaskemaskinen, så jeg kunne komme tidligt på torvet,og her købte jeg disse 2 yndige "havebuketter" formedelst en flad tyver stykket.


mandag den 2. juni 2008

Gertrude


Den første af mine roser er sprunget ud - èn af Gertrude Jekyll`erne. Den er så smuk - og så dufter den henrivende.
Efter en skøn, solrig og begivenhedsrig weekend venter nu en uge mere med masser af sol. Midt på ugen er der ovenikøbet en halv fridag i vente, og så har Manden og jeg bryllupsdag. Ka`det blive meget bedre ?